Børnekoret i Grækenland 2003
2003-07-04
I dag var en meget nødvendig slapperdag. Vi spiste sen morgenmad, badede i havet eller den nu reparerede pool og spiste frokost, moussakalasagne kunne man måske kalde det. Efter frokost delte børnene sig to og to, store og små, og arbejdede selv med deres stemmer til konkurrencesatserne.
Vi kørte med bussen til en to timers korprøve kl. 17.30, hvorefter vi spiste dejlig grillmad på en restaurant ved havnen. Vi ville gerne høre nogle andre kor synge, så vi gik alle til en koncert kl. 21. Der var rigtige græske forsinkelser, så det eneste vi nåede at høre før vi skulle gå til bussen var et græsk voksenkor med en gennemsnitsalder på mindst 60 år, der i konstant fortissimo sang og deklamerede græske sange (eller var det kun én sang der blev gentaget, det var lidt svært at høre). Og så sang de hjerteskærende falsk; men det var meget lærerigt at konstatere hvor forskellige meninger man kan have om, hvad god musik er.
Vi kørte hjem kl. 22, og var på værelserne på vej mod en god nattesøvn kl. 23.
Konkurrence: hvem når at blive brunest før vi kommer hjem? |